De stakkels rejer

Ser de ikke lækre ud? Synes du ikke ikke? Så er du sandsynligvis dansker.
Når man i Danmark spiser rejer, er hovedparten af dem de små  lyserøde gummiagtige tingester, hentet op fra et glas eller en plasticboks, hvor de har ligget i en vandig lage.
Ikke så sært at de fleste smager - ja, vandet. De er ikke alle lige ringe, men det kommer jeg tilbage til.
Der er en grund til at de fleste færdigpillede (maskinpillede) rejer er så meget ringere end dem man selv piller. Råvaren er dybhavsrejen Pandalus borealis, den man kaldte den grønlandske reje i min barndom. Det er en af de bedste rejer man kan få fat på, men hvad nytter det?
Fiskeriministeriets forsøgslaboratorium har udsendt et skrift, hvor fremstillingen af færdigpillede rejer er beskrevet. Dette skrift var inspirationen til overskriften på dette indlæg.
Rejernes lidelseshistorie: Kort fortalt landes rejerne i iset eller frossen tilstand. De skal lagre i is 2-4 døgn afhængigt af forhistorien på båden, for at skallerne kan løsne sig fra kødet. Friskkogte rejer kan ikke maskinpilles.
Rejerne koges så, og sendes derefter gennem et system af valser med plasticfingre, der gnubber skaller og andet uønsket af. Dette foregår i en strøm af vand, der skyller affaldet væk. Det er meget store vandmængder, der anvendes. De pillede rejer kan så enten fryses eller lægges i en lage.
Det er egentig svært at forestille sig at der overhovedet kan være smag tilbage i produktet, men ifølge producenten af nogle af de bedste rejer af den type, er det ikke vandmængden, der er hovedproblemet. Det vigtigste er rejernes forhistorie inden pilningen. Hvor længe de har "modnet", om de har været frosset først, osv. Og så producentens egne små procesdetaljer, som han selvfølgelig ikke røber.
Jo, der er pillede rejer af udmærket kvalitet, som man kan anvende i en snæver vending, hvis man ikke kan få fat i upillede rejer.
Men: De er ikke så lette at finde frem til, for det er svært at sælge lidt dyrere kvalitetsrejer, når de fleste danskere systematisk vælger den billigste kvalitet på hylden, og det ikke er altfor let at se på etiketten, hvorfor den dyre er dyrere.
Håndpillede rejer kunne man få i min barndom. Tivolis dobbeltbelagte rejemadder var dengang lavet med  håndpillede fjordrejer. De er endnu mindre end dybhavsrejerne, så det var allerede dengang dyrt.
Det har været forsøgt at markedsføre friskkogte (søkogte) rejer i Danmark. De er fantastisk lækre, men fås kun ganske få steder, da danskerne ikke rigtig har taget dem til sig.
Det har derimod nordmænd og svenskere. Danske friske, søkogte rejer sælges hovedsagelig i Sverige, og i Norge producerer de dem selv til stor glæde for nordmændene.
I nordmanden Karl Ove Knausgårds selvbiografiske roman: Min Kamp, spiser han rejer hele tre gange i bind 1. Han er ingen gourmet, men det er selvfølgelig rejer i skal han taler om.
Jeg har selv siddet på kajkanten i norske kystbyer og spist kilovis af  friske rejer, der næsten altid kan fås der.
I Danmark må vi som regel nøjes med de frosne, hvis vi vil have hele rejer. De er udmærkede, hvis de ikke har ligget for længe i frysedisken og er blevet tørre. For danskerne køber dem ikke så meget mere, efter at de flotte, men næsten smagsløse opdrættede rejer fra Østen og Mellemamerika har erobret fryserne.

Det er da synd for de stakkels rejer!

I næste indlæg vil jeg fortælle lidt mere om de tre danske rejearter.