onsdag den 11. marts 2015

Æg på æg

 

Stenbiderne vælter rognfyldte ind mod kysterne lige nu, og prisen hos fiskerne er moderate. (det afspejler sig desværre ikke altid i priserne hos fiskehandleren).
Jeg er konstant ude efter nye måder at anvende rognen på.
 
Heldig var jeg sidste tirsdag, hvor en fødselar gav en formidabel middag på Molskroen. Blandt de små appetitvækkere de serverede inden de egentlige retter, var halve kogte vagtelæg med et lag aromatisk mayonaise og en pyramide af stenbiderrogn på toppen. Det gav mig en ide.
 
Æg på æg: Da jeg sjældent har vagtelæg i køleskabet, kogte jeg et amindeligt æg og skar det i skiver. I stedet for mayonaisen, rev jeg citronskal ned i en lille skål med god olivenolie og lod det trække en times tid. Ikke for meget citronskal - det skal ikke overdøve rognens smag helt. Så rørte jeg fint pulveriseret, tørret kveller (salturt) i, for at få lidt havsaltsmag. Der kan nok også bruges tørret, ristet blæretang. Hvis ingen af delene haves, bruges lidt fint pulveriseret salt.
 
Rognen saltede jeg let og rørte den op med lidt finhakket rødløg og nogle dråber cognac. Ikke for meget cognac! Det skal kun anes.
 
Oliepastaen smurte jeg tyndt ud over en æggeskive, og anbragte en god bunke rogn ovenpå.
 
Måske lægger jeg et tyndt stykke ristet brød under næste gang, men under alle omstændigheder kan en fyldig hvidvin ikke undværes!
 
 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar