fredag den 20. december 2019

JULESILD?




En af mine glæder i julen er at lave sild.

Ikke altid helt fra grunden. Jeg laver som regel ikke spegesildene selv, men køber dem hos fiskehandlerne.

Efter udvanding og filetering er der utallige muligheder - de fleste af nordisk oprindelse, men jeg har en undtagelse.

I Firenze fik jeg en gang på en bar en silderet, som jeg har forsøgt at kopiere. Det er nærmest en salat med sild i, og det hele spises med. Det er også en af de få silderetter som går godt på lyst brød og med vin til, hvis det ønskes.

Ingredienser: En hel spegesild, to store hvidløgsfed, et halvt middelstort rødløg, en halv stor rød eller gul peber eller tilsvarende blandet, 12 grønne udstenede oliven, to spsk hvidvins- eller sherryeddike, en halv dl hvidvin eller sherry, tre spsk olivenolie, en topteske tørret oregano og lidt friskkværnet peber.

Fremgangsmåde: Silden udvandes ca, et døgn og filetteres. Skindet kan bevares eller flåes af efter behag. Fileterne skæres i 1 centimeter bidder. Løg og hvidløg hakkes relativt fint. Pebre skæres i tern. Oliven skæres i skiver.  Det hele blandes i en skål og står i køleskabet nogle timer inden brug.

Spegesild er ikke den eneste råvare til julesild.

Friske sildefileter kan modnes i en eddikemarinade, og efter en passende tid anvendes i flere opskrifter. Det er især i Sønderjylland og Nordtyskland de er udviklet.

Mere kan læses i min bog: Danske Fisk fra Hav til Bord!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar