SENE TØRFISK

Den lokale tørfisk, letsaltede og tørrede isinger, var i mange år en fast forårstradition for mig. Af en eller anden grund gled den i baggrunden, og jeg har ikke lavet dem i en årrække.

I påsken, da vi havde aftalt at mødes med vores datter og hendes familie i det fælles sommerhus, fik jeg et hint om at min svigersøn gerne ville præsentere specialiteten for deres børn. Han er fra Thyborøn, men de bor nu på Nørrebro, hvor fisketørring nok ville medføre omgående hjemsendelse til oprindelseslandet.

Jeg tørrede en håndfuld, som blev fortæret i påskens løb.

I onsdags efter aftensmaden følte min hustru og jeg en ubændig trang til menneskeligt selskab, nu, hvor vi er 3/4 færdigvaccineret. Vi ringede til gode venner, og fik at vide, at de sad og rodede med nogle fisk - men kom bare!

Nogle fisk viste sig at være 30 kg isinger og en mindre kasse småtorsk, som skulle klargøres til tørring. Så jeg endte med at stå og skære hovederne af adskillige isinger den aften.

Overskud af fisk var der tydeligt tale om, så jeg besluttede mig til at aftage en mindre mængde og her ved enden af april, der som regel betegner slutningen af tørresæsonen, alligevel at tørre en portion.

Tørringen skal helst foregå i koldt og tørt vejr, så nu hænger der en række fisk på vores tørresnor og havde i går den helt ideelle start.

Tørringen skal også helst foregå før de første spyfluer kommer frem, da de elsker at lægge æg i fiskenes bughule. Spyfluerne kaldes iøvrigt lokalt for Kræ Masen´er, opkaldt efter en kendt kreaturhandler.

Kort opsummering af proceduren:

Hovedet skæres af isingerne og de indvolde, der følger med, rives ud. Fiskene saltes let og lægges lagvis natten over - se ovenstående foto. Næste morgen bindes de sammen to og to ved halen. Elstrips eller ståltråd er udmærket. Så hænges de ud i vind og vejer, gerne under et tagudhæng, hvis der er udsigt til stedvise regnbyger. Der hænger de til de er pindtørre - næsten ubøjelige - og er så klar til at spise med godt øl til. Først flås skindet af. Så skæres de tørre fileter fra benene og spises direkte som de er. Det kan godt med lidt velvilje sammenlignes med serranoskinke.

Tørfisk er meget holdbare, men hvis de hænger ved stuetemperatur farves de efterhånden brune på grund af luftens iltning af fedtet. Det giver en noget kraftigere smag. Det kan man undgå ved at fryse dem.