søndag den 27. februar 2022

LANGE A LA PLANCHA



Thorsminde fisk har en fileterings- og distributionsvirksomhed på godsbanevej i Lemvig. Hvis man kommer lidt efter ti om morgenen, kan man få lov til at købe fisk, der endnu ikke er skåret i fileter.

I forgårs var jeg så heldig at komme efter en lang periode, hvor der næsten ikke havde været fisk. Jeg forlod glad stedet med en 2 kg lange og en 3 kg mørksej.

Langen skar jeg i steaks i ca. 2 cm tykkelse, bortset fra hovedet og et halestykke.

Samme aften skulle vi så have lange.

Merluza a la plancha er en yderst simpel ret, som figurerer på næsten alle spanske spisesteder. Det er bare steaks af kulmule stegt på den store massive stegeplade, som findes i alle spanske restaurationskøkkener.

Jeg har kun pande, så stykkerne blev bare saltet og vendt i mel. Jeg bruger gerne fuldkornshvedemel, men næsten alle melsorter kan bruges. Så stegte jeg dem bare kort tid i meget varm olivenolie.

Dagens tilbehør er en af mine favoritter. En stor sød kartoffel halveres på langs og skærefladen drysses med salt. Så kommer den i mikrovnen til den er mør.

Når jeg skal spise kartoflen skal den ridses i overfladen og dryppes med piri-piri. Det er en chiliolie, der laves ved at lade olie trække med chilipulver i længere tid. Skal det gå hurtigt, kan man ryste olien med noget chilipasta, men det ser knapt så smukt ud.

Jeg havde ikke en frisk citron og jeg glemte et par blade af romainesalat, som den spanske kok ville have brugt. Det havde ellers pyntet vældigt på fotoet.

Den fine mørksej skar jeg op på en anden måde, men det kommer i næste opslag!
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar