Muræner i suppen

Murænen er ikke en dansk fisk, men jeg var en uge i Portugal i Fuzea på algarvekysten. Her lavede jeg fiskemad til seks personer og kunne afprøve nogle af de lokale arter.
Murænen vækker blandede følelser. Dens slangelignende form og farvetegning vækker frygt hos nogle og beundring hos andre, og der er også stor uenighed om dens gastronomiske værdi.
Romerne satte den højt og holdt den i bassiner. Myten om, at de fodrede dem med slaver, hørte jeg i min skoletid.
Jeg har lejlighedsvis set dem på markeder i Spanien og portugal, men aldrig fået smagt dem. En aften kom en mand ind på en restaurent på Azorerne, og forsøgte forgæves at afsætte den til værtinden. Jeg spurgte: Hvorfor? Værtinden vendte nærmest vrangen udad i rædsel.
Så her i Fuzeta lå de der igen og kunne købes i mindre stykker, så jeg besluttede at inkludere dem i en bouillabaisse.
Murænen endte med seks stemmer imod og ingen for. Under det smukke (og tykke) skind, har den et lag gelatinøst fedt. Kødet er fedt, relativt løst og med en lidt fad smag.
Det er nok derfor den sjældent ses på spisekortene.
Men: I den gamle slaveimportby, Ciudad Velha, på de Kapverdiske Øer, havde jeg for nogle år siden indtaget en lidt kedelig frokost, da jeg så stedets virkelige frokostattraktion. En lille bod med borde omkring solgte friterede muræneskiver som fastfood, og der var fyldt med mennesker. Desværre var jeg for mæt til at prøve. Måske havde murænen fået en bedre karakter i den version.