Forkerte fisk 2

 

 

I det foregående indlæg har jeg omtalt de fisk, der var forkerte på grund af størrelsen. Her følger eksempler på: De grimme, de mærkelige og de fremmede.

Havkatten. I min barndom måtte fiskehandleren kalde havkatten for koteletfisk, og rense og flå den i det skjulte, for at de sarte kundesjæle ikke skulle tage varig skade af fiskens uheldige udseende. Køn er den heller ikke. Bleggrå, meget slimet og med et ret uhyggeligt fjæs. Alligevel er den i dag så værdsat at den nu får lov at ligge fremme i de fleste fiskeforretninger.



Havtasken, der nok er det grimmeste, man kan finde i fiskeverdenen, er gået direkte fra status: Næsten ukendt, til - gourmetfisk i løbet af bare ti-femten år.

Ulken? Den er stadig lystfiskerens uønskede bifangst, og kyles ud igen med efterfølgende eder, hvis det er lykkedes den at stikke ham i hånden med de piggede finner. Med sin flotte plettede bug er den nu ikke så grim endda. På grund af rygter om at den er værdsat i Grønland og på grund af dens lighed med nogle dyre middelhavsfisk, besluttede jeg mig til at give den en chance, og tilbragte en formiddag med at fange en spandfuld. Når hovederne blev skåret af, var vi nærmest i afdelingen: småfisk, men der var dog en del kød på de små kroppe. Dem stegte jeg med mandelskiver på samme måde som man kan stege små ørreder, og de var faktisk bedre end ørrederne. De store hoveder kogte jeg en aldeles fantastisk fiskesuppe på og de store orangefarvede levere sauterede jeg i smør med friskkværnet peber og lidt cognac.Jeg havde fundet endnu en gourmetfisk.

Gylter. Medlemmerne af denne familie er ikke særlig almindelige i Danmark, bortset fra et. Når jeg som dreng ikke kunne fange andet fra havnemolerne i de indre farvande, kunne jeg altid more mig med at fange de små havkarusser, der holdt til helt inde mellem molepælene. Ingen drømte dengang om at spise de små rødbrune fisk. Senere har jeg set dem og nært beslægtede være en vigtig bestanddel af bouillabaissen i Frankrig. I denne ret er gylterne de fisk, som er beregnet til at koge ud og give smag og struktur til suppen.

De fremmede. De to foregående fisk må nok nærmest karakteriseres som socialt udsatte danskere, men vi må også belave os på at prøve at integrere nogle indvandrere.

Multen var tidligere mest sommerturist, men har efterhånden fået permanent opholdstilladelse og må regnes som fuldt integreret. Den har bestået danskhedsprøven ved at have en pæn størrelse og ikke for mange ben. Anderledes forholder det sig med den nyindvandrede sortmundede kutling, som vælter ind i vores farvande østfra. Den har en aldeles udansk størrelse. For ikke at tale om ansjosen, der banker på vores grænse sydfra. Den er kendt for at yngle ubehersket og at slæbe hele sin familie med. Selv har jeg prøvet at integrere andengenerationsindvandreren: Tøffelsneglen, i mit køkken, men det er jo ikke en fisk, så det er en anden historie.