MUDDERSMAG REVISITED

Samt anden snak

På billedet ses Lars Birger i gang med at røgte sit havdambrug i Bisserup i Sydsjælland.

Havdambrug er i søgelyset i øjeblikket på grund af den belastning de kan udgøre for havmiljøet. En uhellig alliance mellem S og DF ser i øjeblikket ud til at bane vejen for meget store havdambrug med intensiv fiskeavl, og en lidt luftig plan om at opsuge næringsstofudledningen ved hjælp af en parallel muslingeavl.

Lars Birger er gået en anden vej. Han har langt færre fisk i sine bure, og har så større mulighed for at kontrollere sundhed og stofomsætning, og kan så producere ørreder af meget høj kvalitet.

Naturlovene kan han dog ikke lave om på. Der må være et vist udslip til havet. Hvorfor ikke hellere opdrætte fiskene i tanke på land, så man kan rense afløbet fuldstændig, som det er ved at ske med ferskvandsørredproduktionen?

15.april 2015 skrev jeg et indlæg om muddersmag i ferskvandsfisk. Den skyldes et stof: Geosmin, som dannes af nogle bakterier og alger, og smager efter min opfattelse - rædsomt. For mig, der er særligt følsom overfor denne smag, betyder det , at jeg ikke spiser ret meget ferskvandsfisk.

Geosminproducerende  mikroorganismer er åbenbart også et problem ved produktion af fisk i tanke, selv om det foregår i saltvand. Desuden er man nødt til at have en stor tæthed af fisk i de dyre tanke for at få økonomien til at hænge sammen. Det giver streswsede og sygdomsplagede fisk.

Vil man have den kvalitet som Lars Birger producerer, så må man åbenbart ud på havet med ørrederne. Det kan vel også gå, hvis man ikke er for grådig, men nøjes med at producere mindre mængder til luksusbrug.

Galt går det når grådigheden tager over, og det hele skal profitoptimeres. Så får man norske tilstande med storproduktion, svineri og fiskesygdomme.