mandag den 15. januar 2018

I HOVEDET PÅ EN TORSK




Otolither eller øresten indgår i mange dyrs hørelse. Hos torskene er de store og smukke.

Jeg havde længe planlagt at lave et smykke med øresten fra torsk. Jeg havde samlet stumper fra en sølvske med Københavns byvåben og fra en filigranbroche, og havde fået filet og loddet det meste. Jeg skulle bare slibe ørestenene matte og lime dem på.

Det gik jeg i gang med lige efter jul. Og så knækkede den ene sten.

Så ringede jeg til vores lokale fiskehandler. Jo han havde skam torskehoveder. Da han ikke ville have penge for dem, tog jeg for en sikkerheds skyld to store hoveder, og så var aftensmaden også sikret.

Min svigermoder, der var en økonomisk husmoder, serverede som yngre ofte torskehoveder, for, som hun sagde: Der sidder det bedste kød. Det skal tilføjes, at de var ikke gratis dengang.

Det er de nu i vort forkælede samfund, hvor kun minkene får glæden af det fine kød.

Der var alt for meget til to personer. Hele nakken var i behold, og "vingerne" med. Sidstnævnte skar jeg fra og frøs ned til en senere fiskesuppe. Resten af hovederne minus gællerne blev kogt og serveret med baconterninger, smeltet smør, sennep og rødbeder til. På nedenstående billede ses kødmængden fra det ene hoved. Det omfatter delikatesser som nakke, torsketunge (en muskel fra svælget) samt kæbekødet, foruden alt det løse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar