LUFTTØRRET ØRRED revisited

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om den dejlige lufttørrede Bisserupørred

Ved en julefrokost i går serverede jeg den igen med dampet spinat til, og så havde jeg pludselig en besynderlig deja-vu oplevelse, og nu ved jeg en af grundene til at jeg er så glad for den vare.

I min barndom havde jeg sammen med min kammerat Torben fiskeret til et stykke af Varde Ås øvre løb, her kaldet Grindsted Å.

En dag havde Torben fanget en dejlig regnbueørred på næsten et kilo. Den var flot rød i kødet, og vi blev enige om at prøve at kopiere røget laks, som dengang var en dyr og sjælden spise.

Torbens far var overlæge på Grindsted sygehus og boede i en kæmpestor ældre overlægebolig i flere etager. I stuen var der en åben kamin med skorsten helt op gennem huset. Oppe på loftet var der en renselem i skorstenen, og her hængte vi ørreden og tændte en forsigtig ild i kaminen.

Vi vidste at røgen skulle være kold, men vi mestrede ikke rigtig at få det til at ryge samtidig med. Resultatet efter mere end et døgn var, at ørreden var mere tørret end røget.

Det smagte pragtfuldt, og vi gik og skar af den og spiste den som slik.

Vi vidste ikke, at vi havde vi havde gjort en vigtig opdagelse og glemte det igen - indtil næsten 60 år senere.