lørdag den 29. december 2018

TO FISK DER UNDGIK FISKEMELSFABRIKEN




Lige før jul besøgte jeg fiskevognen i Bisserup havn for at lade mig friste af Lars Birgers fine udvalg.

Blandt de røgede fisk lå der en dejlig hestemakrel og en anden, som jeg ikke kunne identificere på stedet. Begge endte i min indkøbspose.

Den ukendte viste sig at være en Glyse. Det er en lille torskefisk, som er ret almindelig i danske farvande. Den er ikke ret stor - mit eksemplar var nær ved den rapporterede max. størrelse. I almindelige opslagsværker betegnes den som industrifisk.

Dens fine kød smagte fint røget, og jeg er sikker på at stegt glyse vil være godt, da den lever hovedsagelig af krebsdyr, så hvorfor i alverden skal den ende i fiskemelsindustrien og fodres i svin eller burlaks, med stort tab af protein og miljøbelastning som sidegevinst.

Hestemakrellen fik jeg ikke smagt. Den overtog min datters familie, men den må også have været fin. En grillet hestemakrel jeg fik serveret på en baskisk restaurant var en af mine store fiskeoplevelser.

Hestemakrellerne sender danskerne samme vej som glysen.

Hvis man nu gav sig til at spise glyse og hestemakrel, eller mange af de andre fiskearter, som man nu misbruger på det skammeligste, så kunne man måske spare bæredygtighedspoint sammen, så man kunne tillade sig  et lille stykke oksekød ved særlige festlige lejligheder.

1 kommentar:

  1. Glysen kaldes 'poor cod' på engelsk og er overalt i Europa en fisk uden kvoter - ikke truet. Men det er selvfølgelig noget langsommeligt at filetere små fisk kommercielt....og herhjemme er der jo nok desværre ikke mange, der ville købe dem hele.
    Hestemakrel er populær morgenmad i Japan (grillet) og hedder vist Aji, som også kan fortolkes som 'smag' eller 'potentiale'. Materiale til en ny kogebog??

    SvarSlet