onsdag den 1. maj 2019

SVØMMEBLÆRE




Jeg skulle lave klipfisk. Dertil havde jeg en 8 kg stor torsk.

Hovedet blev skåret fra og blev til et dejligt aftensmåltid for to, som beskrevet i et tidligere indlæg.

Inde i bughulen, fæstnet i begge sider til ribbenene sad den store svømmeblære. Den skar jeg fri og saltede sammen med selve torsken. Begge dele blev efter saltning og dræning af væske, tørret i en uges tid og derefter frosset ned til senere brug.

Forhistorie: På et besøg i restauranten: La Tana i Laureano di Borello i Calabrien, spiste jeg to gange en menu baseret på stokfisk (usaltet, tørret torsk i modsætning til den saltede klipfisk). En af retterne var Trippa stegt med tomater og persille. Trippa er det italienske ord for kallun, men bruges også om torskens svømmeblære. Den var meget mør og havde en fyldig og god smag.

I forgårs skulle jeg så forsøge mig med svømmeblæren. Da havde jeg vandet den ud et døgn i forvejen, så den så ud som på fotoet ovenfor.

På nettet fandt jeg kun opskrifter på italiensk. En af dem var fra Noma! Her var blæren lavet som en rullepølse med gode urter og anden i mellemlaget og så sauteret bagefter. Jeg var usikker på om jeg kunne få den mør helt igennem, så jeg opgav denne servering. Det havde jeg nok ikke behøvet.

Nu improviserede jeg så. Jeg skar blæren i strimler og sauterede den med hakket hvidløg i olivenolie. Næsten omgående skiftede blærens mælkede udseende til glasagtig gennemsigtig og den var mør med det samme. Jeg kølede den ned med et skvæt hvidvin og smagte til med salt og lidt chili. Så hakkede jeg ramsløg og bronzefennikel og skar nogle cherrytomater i halve. Det blandede jeg med blæresuppen og varmede det op til tomaterne var akkurat gennemvarme. Så hældte jeg det ud over lidt friskkogt pasta og dryssede med ristede pinjekerner.

Så så det sådan ud og smagte herligt.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar