mandag den 12. september 2022

MARINERET LAKS



Laks bestiller jeg næsten aldrig, når jeg spiser ude. Masseproduktionen af den tidligere luksusfisk har gjort den mindre interessant i mine øjne. Den kraftige smag af kogt eller stegt laks er jeg simpelthen blevet træt af.

I den nordfranske by Vierzon sad jeg for nyligt og skulle have frokost, og der var skrevet marineret laks med kridt på den sorte tavle. Uvist af hvilken grund fik jeg lyst.

Det fortrød jeg ikke! Det var faktisk en fin oplevelse. Laksen var anbragt ovenpå reven gulerod, der var godt marineret. På de rå og ikke særlig fede laksestykker var der foruden marinaden hakkede rødløg og radiseskiver og ved siden af lå avocadoskiver.

Marinaden var simpelthen limesaft og god olivenolie med en mikroskopisk mængde sennep i. Gulerødderne leverede den afbalancerende sødme.

Det var himmelsk!

Nogle dage senere, hvor vi rådede over køkkenfaciliteter, ville jeg prøve at gentage succeen. Jeg begik flere fejl!

Først og fremmest: på markedet havde de ikke en indbydende laksekvalitet (For fed). Der var tun i sashimikvalitet - det måtte da være lige så godt - troede jeg.

Dernæst blandede jeg marinaden og løgene og lod fisken ligge en times tid i den. Resultat: fisken mister sin glans (det vidste jeg jo godt!) og marinaden fremstår mælket. Det smagte ok, men så heller ikke bedre!

Næste gang vil jeg blande fortyndet limesaft med lidt salt og meget lidt sennep og marinere de groftrevne gulerødder på forhånd. Så vil jeg skære en nøje udsøgt laks i fine skiver, eller meget bedre: En af de fremragende ørreder fra Bisserup Fisk. Når skiverne er dynget ovenpå de marinerede gulerødder og avocadoskiver lagt ved siden af, vil jeg drysse hakket løg og radiseskiver på og hælde lidt af limemarinaden over det hele. Til allersidst vil jeg spraye det hele med olivenolie. Så tror jeg at det kommer til at ligne originalen - lidt.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar