søndag den 16. juni 2013

Muslinger på line - men hvor længe endnu?




Se godt på disse muslinger. Det er muslinger dyrket på liner fra Limfjorden.
Dyrkning af muslinger med forskellig teknik har været forsøgt mange gange i danmark.

Hvorfor?

Muslinger, der dyrkes på pæle, birkeris, tove eller andet, der er hævet over bunden, får bedre adgang til strømmende vand og føde, så de vokser hurtigere. Desuden er de fri for mudder og sand fra bunden. Ulemperne var, at muslingerne  ikke nåede fuld størrelse i løbet af en sommersæson, og ofte blev hele foretagendet splittet ad af vinterens is.

Linemuslinger fra Limfjorden

For få år siden blev der startet en produktion af såkaldte linemuslinger i Limfjorden. Den omfattende skrabning af muslinger var kommet i modvind af miljømæssige årsager, og helt nye dyrkningsmetoder var udviklet. "Linerne" var rør af net, kaldet "strømper", fyldt med små muslinger, og de blev ophængt i store konstruktioner forskellige steder i fjorden.
Resultatet var formidabelt:
En ny type muslinger med lidt lysere og tyndere skal, men fyldt helt op med det lækreste saftige muslingekød. Ingen smag af bund, ingen sand - de måtte kunne sælges til gode priser.

Danskeren slår til igen

Selvom kødprocenten i linemuslingerne er ca. 25 mod ca. 15 i skrabemuslinger, og trods et omfattende markedsføringsarbejde, lykkedes det aldrig at få flertallet af danske fiskehandlere til at betale mere for linemuslinger end for skrabemuslinger. De havde ikke fornemmelsen af at kunne hente en  1.5 gange så høj pris hjem hos kunderne. Det var ellers, hvad der var nødvendigt for at gøre dyrkningen rentabel.
Efter et par vintre, hvor isen var hård ved grejet, lukkede den største aktør, og de få mindre vil nok have svært ved at klare sig - med mindre - ja, med mindre varen bliver efterspurgt, og kunden er parat til at betale den særdeles rimelige pris.

Også for miljøet

Hvis man så har fået fat på nogle af de dejlige muslinger, kan man samtidig nyde, at de har været med til at fjerne næringsstoffer fra den belastede fjord, uden at det har været nødvendigt at pløje et stort bundareal op for at høste dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar