mandag den 5. maj 2014

SKÆLBROSMER

bedre end sit udseende
 

Discount fra det dybe vand. Forleden blev jeg ringet op af en fiskeeksportør i Thyborøn. Han havde købt et større parti skælbrosmer til 3 kr. pr. kg og var i gang med at forsøge at lave fileter af dem. Jeg fik nogle stykker på 1- 1 1/2 kg med for at eksperimentere med dem
Skælbrosmen lever på ret dybt vand og findes fra Spanien og til Norge i pæne mængder. I Frankrig og Spanien er den ret populær.

Forpjusket udseende. Kønne var de ikke og så lidt hærgede ud, selvom alle friskhedsindikatorer var ok: røde gæller, blanke og hele i bughulen, frisk lugt. De store skæl var lette at gnide af og efterlod et ret tyndt skind, der så velegnet ud til skindstegning.

Stegte fileter. Jeg stegte et par fileter med skindet på og bare vendt i mel. Skindet blev ikke rigtig sprødt, men smagte ok. Kødet var magert, lidt løst, som på små lyssej, men med en fin, ren smag.
Resterne blev bagt sammen med æg og løg til en omelet, og smagte så pludselig lidt af skaldyr, som flere andre fisk fra dybt vand gør det.

Hel kogt. Skal man smage fiskens egensmag, så er det lettest, hvis den er kogt uden for meget andet i kogevandet. Det eksemplar, jeg kogte og fik med kogte rodfrugter og smør til, var udmærket, men ikke bemærkelsesværdigt.

Fiskeeksportøren havde en nødplan, hvis hans maskine ikke kunne lave fileter. Han ville simpelthen lave fars af resten. Jeg har ikke prøvet det endnu, men kødstruktur og smag forekommer helt rigtig til formålet.

Konklusion: Skælbrosmen kan være et billigt alternativ til små torskefisk (lys- og mørksej, hvilling etc.)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar