fredag den 10. februar 2017

EN HELDIG DAG




Jeg har længe efterlyst en torsk - en stor en. I dag ringede de fra fiskeeksportør Harald Iversen at de havde en på 7 kg. Jeg skyndte mig til Thyborøn for at hente den, og fik den for sølle 250 kr - næsten en hån mod fiskeren, der havde fanget den.

Mens jeg forsøgte at berolige min samvittighed kørte jeg hjem med bæstet, nedad den frosne tange. her observerede jeg pludselig at det var ekstremt lavvandet, og at muslinge- og østersbankerne lå tørlagte.

Jeg kunne gå tørskoet (næsten da) ud og fylde en pose med østers og muslinger. Det tog en del tid at rense skoene da jeg kom hjem.

Torsken skulle blive til klipfisk, så den blev flækket og saltet. Nu ligger den og safter de næste dage og bliver gensaltet indtil den ikke safter mere. Så tørrer jeg den passende, skærer den i handy stykker og fryser stykkerne ned.

I aften skal vi have torskehoved. Kogt torskehoved med sennep og peberrod er en af vores livretter.

Inden da skal Birthe have østers (dem tåler jeg desværre ikke mere), mens jeg skal have moules marinieres. 

Sådan en dag mærker man, hvor dejligt det er at bo lige netop her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar