torsdag den 22. juli 2021

MAKREL (OG TUN) I TOMAT


For godt en uge siden var det lunt vejr med svag østlig vind. Så blæser det varme overfladevand ud på havet og erstattes med køligere bundvand. Med det følger små sild og brislinger, tilsammen kaldet sillinger her på egnen.

I hælene på dem følger makrel, der æder sillingerne, og sommetider marsvin og sæler, der æder makrellen. Sillingerne bliver så paniske at nogen af dem springer på land, hvor jeg kan samle dem op og senere friturestege dem. Det har jeg tidligere berettet om.

Det kan godt se ud som om alle mand er af huse for at fange makrel. Folk står skulder ved skulder, og ved hjælp af en line med masser af kroge på, kan de hive op til fem makreller op ad gangen. Hvad de bruger så mange makreller til er en gåde for mig, for de holder sig ikke for godt i fryseren, og de færreste kan holde ud at spise makrel hver dag i flere uger.

Jeg nøjedes med 10 små makreller. De første fire grillede vi samme aften sammen med genboere, og så var det at min hustru foreslog, at vi prøvede at lave makrel i tomat næste dag med vores egne drivhustomater.

Det kan anbefales! Det smager meget mere indbydende end dåsevarianten, der såmænd ellers godt kan gå an, og forgyldte et par frokoster med meget autentiske makrelmadder.

Det er såre simpelt. Makrellerne fileteres og det tynde skind hives af. Så laver man en sauce af hakkede friske tomater og tomatpure´ fra en brik. Derefter smager man det til med lidt tomatkoncentrat, salt og peber. I et fad plukkes makrelkødet i lidt mindre stykker og blandes med saucen. Det hele får en tur i mikroovnen til det begynder at koge svagt. Efter afkøling er det klar til madderne, gerne med lidt kapers ovenpå.

Hovedret? Hvorfor ikke. De sidste tre makreller var frosset ned, og vi besluttede os til at forsøge med dem. De var meget små, så vi tog en rest frisk tun med fra fryseren, og gjorde ellers som beskrevet ovenfor.

Varmt lige fra mikroovnen og med nyopgravede kartofler til var det ganske fantastisk, og resterne kom på frokostbordet dagen efter!


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar