fredag den 1. oktober 2021

STJERNESKUD

Retten der deler vandene


En af mine venner sagde engang: Jamen , stjerneskud er da et helt forkert koncept. Det er dømt til fiasko!

Hovedparten af stjerneskud bekræfter alt for godt den udtalelse. MEN!

At lave en ret, bestående af stegt og dampet fisk, samt rejer lyder da ikke som en dårlig ide!

Fisk tout de Paris siges at være den historiske forløber for stjerneskuddet. Det var det samme udvalg af fisk og rejer, arrangeret på et fad omkring kogt ris. Det fik mine forældre som forret til deres bryllupsmiddag.

Ved sølvbrylluppet havde kromanden åbenbart overtalt mine forældre til at erstatte risen med salat, og så lignede det jo faktisk et stjerneskud.

Hvad er det, der kan gå galt? 

Først og fremmest fisken. Danskernes  forelskelse i rødspætten gør at fiskefilet pr. definition er rødspættefilet. Den giver også nogle gode stegte fileter i de måneder hvor rødspætten er god, og hvis fileterne er friskstegte. Temmelig ofte møder man en lidt aldrende filet, hvis tilstand så er forsøgt skjult af et dobbeltpaneringspanser. Hvis der skal paneres, så undlad i det mindste melet - altså kun æg og rasp.

Som dampet fisk kommer rødspætten helt til kort. Den er umådelig kedelig i smagen og blød og uden bid.

Så er der rejerne. Jeg har skrevet flere indlæg om de triste pillede rejer, der ofte smager som om det var saltet polystyren. Der er nogle hæderlige fabrikater på markedet, men det er ikke altid at de mødes med stjerneskuddene. Friskpillede rejer burde være obligatoriske!

Salaten er som regel Iceberg, og den kan såmænd godt gå an, selv om jeg ville foretrække en romaine i stedet.

Salatdressingen er oftest en thousand island fra et cateringfirma - totalt karakterløs rød salve, hvis eneste funktion er at opbløde:

Brødet, som ofte er et stykke ristet sandwishbrød . Under alle omstændigheder vil brødet blive ødelagt af dressingen, hvis det ligger nederst.

Her er et forslag til et velsmagende stjerneskud. Det blev serveret for gæster i går aftes.

Fisken var rødtunge, som jeg havde i fryseren. Den er god både som stegt og dampet. Hvis man gerne vil have stegt rødspætte, kan man dampe en torske- eller sejfilet. Fileterne skar jeg over så jeg havde en tynd (haleenden) og en tykkere halvdel. Begge dele fik lidt salt. De tynde stykker vendte jeg i fuldkornshvedemel og stegte dem i en blanding af smør og olivenolie. De tykkere stykker lagde jeg i et fad, fordelte lidt knuste grønne peberkorn ovenpå og hældte en sjat hvidvin over. Så fik de kort tid i mikroovnen til hvidvinen lige akkurat boblede.

Længe inden havde jeg lavet min egen thousand island. Det er nemlig en dejlig dressing, når den laves ordentligt. På nettet er der et utal af opskrifter, så jeg tog det jeg syntes bedst om fra flere af dem. Et tip:
hvis man bruger den røde peberpasta :Aivar, fra de tyrkiske butikker i stedet for paprika, bliver smagen friskere.

Den sidste finesse: I stedet for at dynge alle ingredienserne oveni hinanden lagde jeg dem hver for sig på tallerkenen, bortset fra at jeg lagde rejerne ovenpå den dampede fisk. Dressingen kom kun på salaten! Så kunne man nyde min hustrus hjemmebagte brød uden opblødning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar