fredag den 1. januar 2021

NYTÅRSTORSK FRA FLERE LANDE



Nytårstorsken er det gået tilbage for. Ligesom de nyrige folk i begyndelsen af forrige århundrede blærede sig med ris a' l'amande i stedet for den folkelige risengrød, er torsken i dag næsten fortrængt af hummer, laks og pighvar.

I min barndom og ungdom var det allerede gået noget tilbage for den på grund af danskernes modvilje mod fisk i det hele taget.

Den kogte torsk med en lang liste af tilbehør var livret for mig som barn. Jeg fik den bare aldrig nytårsaften, for da var den alt for dyr på grund af øget efterspørgsel. Den danske standardfamilie fik hamburgerryg med grønlangkål i stedet.

Til min store glæde har vores lokale fiskekok Kurt Berthelsen genoplivet den kogte torsk ved fællesspisninger i Alt i Et- huset i Klinkby. Kan stærkt anbefales!

I mange andre lande er kogt torsk højtidsmad. Ofte i form af klipfisk. I år ville vi så kombinere nogle af disse traditioner nytårsaften. Jeg har fået kogt klipfisk med tilbehør i både Portugal og i Provence, og så havde jeg min mors opskrift på kogt torsk med narrestereger, som hun kaldte det.

To flotte klipfiskeloins, eller mere korrekt - saltfiskeloins fra Jeka i Lemvig, udvandede jeg i 2 1/2 døgn i køleskabet med to gange vandskift hver dag. Det efterlod en passende mængde salt i fisken.

En kogelage af letsaltet vand, knuste peberkorn og mange laurbærblade, kogte jeg i en times tid. I den siede og afkølede lage varmede jeg fiskestykkerne langsomt op til det lige akkurat kogte og slukkede så for varmen.

Tilbehøret, som var gjort parat inden da var:

Det danske: Små terninger af bacon og/eller saltet spæk, sprødstegt, serveret i det smeltede fedt. Hakket hårdkogt æg. Hakket syltet rødbede. Revet peberrod. Kapers. Kogte kartofler og gulerødder. Sennepssauce.

Det portugisiske: Kvaste  hvidløg på tandstikkere. Olie og eddike. Grønne bønner kogt med sar (bønneurt) eller timian.

Det provencalske: Aioli med godt med hvidløg i.

Nogle af det danske tilbehør forekommer også i de to andre lande, så det er kun nævnt en gang.

Denne servering kan sagtens klare en af de kraftige rødvine.

Bonus: En lille smule af fisken og nogle af grønsagerne blev der til overs, sammen med en del sennepssauce. Det skal vi i aften have i en lidt alternativ fiskelassagne.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar