torsdag den 25. februar 2021

GRILLET KLIPFISK MED TILBEHØR 



Chefe Silva, min portugisiske guru på klipfiskeområdet, griller ofte klipfisk. Jeg selv er ikke nogen stor grilleentusiast, men ville dog gerne prøve det.

Ottolenghi er en israelsk-engelsk kok. Hans bog: Smag, fik jeg i julegave i år. Den indeholder udelukkende vegetariske retter, men forfatteren pointerer, at vejen til mindre kødforbrug ikke går gennem at alle skal være vegetarer, men gennem en mere inspirerende grøntkøkken, så den vegetabilske del af måltidet ser endnu mere lækkert ud end kødet og fisken.

Til min klipfisk valgte jeg derfor at improvisere lidt over en salat med stegt selleri fra hans bog. Hans salat var klart mellemøstinspireret med sur/sød chilisauce. Det syntes jeg ikke passede helt, så jeg vred det lidt i middelhavsretning.

Rettens hovedingrediens er en langsomtstegt selleri. Den er stærkt anbefalelsesværdig og kan bruges til meget forskelligt. En skrællet hel selleri prikkes tæt med en gaffel. Så gnides den ind i salt og rigeligt olivenolie og sættes i et fad i en 170 grader varmluftsovn. Der står den så i mindst to timer. Efter nogen tid begynder den at safte, og saften pensles løbende over sellerien, som efterhånden bliver mørkt brun og karamelliseret på overfladen. Så tages den ud og skæres i både eller skiver, der vendes i resten af saften. Kan spises varm eller kold. Kan du ikke lide selleri? Så begynd din omvendelse her!

Det var måske lidt rigeligt med selleri, så jeg satte nogle kartofler i ovnen den sidste godt halve time.

Porre, blegselleri og hvidløg fintsnittede jeg og sauterede i olivenolie med lidt chili og provencekrydderi. Salt skulle der også til, da kartoflerne var usaltede. Lidt hvidvin kom der også i for at få en undskyldning for et kokkeglas. Så kølede det af. En overmoden avocado maste jeg og brugte så til at samle det hele, men den kan undværes.

Selleri- og kartoffelstykker blev så blandet i og retten var klar. Jeg syntes dog at den vandt lidt ved at blive varmet lidt i mikroovnen, men så smagte den også helt fantastisk!

Klipfisken? Et stort udvandet loinstykke af en ægte norsk klipfisk, lå i marinade i en blanding af mælk og olivenolie i nogle timer. Så tørrede jeg den af og dryssede rasp på begge sider. Endelig blev den grillet over trækul på begge sider ved høj varme.

Resultatet? Fisken var dejlig saftig og overfladen fin nok. Men ikke noget, jeg ikke kunne lave mindst lige så godt i en ovn eller på panden - synes jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar