søndag den 28. februar 2021

STORE TORSK!


 Dagen begyndte godt! Trods at det var februar, strålede solen fra en skyfri himmel, og under morgenmaden ringede fisker Claus fra Thorsminde og spurgte om en stor torsk var noget for mig.

Over 8 kg vejede den, selv om den var taget omkring 300 m fra stranden! Den var oplagt at lave klipfisk af.

Svømmeblæren var det første, der blev skåret fra.




Den skal vi have stegt i morgen som forret. Det er en ægte delikatesse! Det skrev jeg i et indlæg 1 maj, 2019.

Til klipfisk skal torsken renses meget omhyggeligt for alle blodrester. Ellers ser den ikke godt ud, hvis der skulle komme en norsk klipfisketaksator forbi. De findes, og kaldes: Klipfiskevrakere. Han ville dog sandsynligvis vende sig bort i væmmelse, da jeg ikke laver ægte klipfisk, men kun det man kalder saltfisk. Derom kan man læse i min klipfiskebog. Min saltfisk er nu ikke så tosset endda, så jeg fortsatte.

Efter omhyggelig rensning skar jeg hovedet af, sådan at mest muligt af nakkekødet blev på kroppen. Det store hoved er der dog stadig så meget godt på, at jeg klippede gællerne fra og kløvede hovedet halvt nedefra. Så blev det saltet og stillet hen til i morgen, hvor det skal være hovedret. Det skrev jeg om 15 januar 2018.

Kroppen befriede jeg så for det stykke rygrad, der ligger over bughulen, og hele fisken blev flækket på undersiden. Nu lignede det næsten en klassisk klipfisk!



En rigtig klipfisk skulle nu saltes kraftigt og så hænges op til tørring, koldt og tørt til den er godt tør og stiv.

Det danske klima vil ofte modarbejde dette, og man risikerer at ende med en ubehageligt lugtende sag. Derfor skar jeg et halestykke fra på tværs og skar resten i to på langs. Disse tre stykker dyngede jeg til med salt. Så vil det trække vand ud, som jeg hælder fra. Så får de mere salt, osv. Indtil de ikke giver mere væde fra sig. Så har de optaget så meget salt at de kan ligge sikkert og tørre på en avis ved bryggerstemperatur.

Under tørringen sker der en form for modning, der giver en fyldigere smag. Ved alt for lang tørring kan den blive for kraftig for sarte sjæle, så det gælder om at stoppe i tide. Så kan man skære det i mindre stykker og standse modningsprocessen ved at putte dem i fryseren.

Nu venter et forår med dejlige klipfiskeretter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar