TO BYER

 

Thyborøn i vestjylland og Ampolla i Spanien har en historie at fortælle hinanden.

 

Charles Dickens: To Byer foregår I Paris og London under den franske revolution. Historien om mine to byer udspiller sig i fredelige tider i to små samfund.

Ampolla lærte jeg at kende før Thyborøn – nærmere betegnet i 1969. Sammen med nogle studenterkammerater havde jeg lånt et lille primitivt hus der for et par uger. På det tidspunkt havde jeg kendt Spanien i adskillige år og havde inddoktrineret mine venner med landets herligheder.

Gennem hele Frankrig i en halvgammel Volvo Amazon talte jeg uafbrudt om vin, tapas og andre herligheder, så det kun kunne gå galt.

Da vi kørte ned til Ampollas havn og holdt udenfor den lille bar, hvor vi skulle hente nøglen, begyndte jeg at ane en nedtur. Udover baren, der kun havde grillkyllinger og ingen tapas, var der en anden bar uden madservering og så en nydelig lille restaurant med et uopfindsomt spisekort, der indeholdt mere gris end fisk. En alimentation – købmandsforretning – fuldendte havnepromenaden, der ellers lå pragtfuldt vendt ud mod Ebroflodens mægtige delta. De fiskerbåde, der lå i havnen forsynede åbenbart mest byer andre steder i landet.

I den nærmeste større by – Tortosa – oplevede vi næsten det samme. Min stilling som kulinarisk rådgiver var truet og nogle i selskabet begyndte at mumle om at vi skulle være blevet i Frankrig.

Vi kom til at holde af byen af helt andre grunde og begyndte at lave vores mad selv. Fiskeriet fik jeg lidt indblik i ved et tilfælde. Vi kom en del på stedets campingplads, der i højttalerne spillede den nye Credence Clearwater Revivalplade. Jeg forelskede mig uden held i en langhåret engelsk pige, der var ansat der, og fik også en aftale. Ikke med hende desværre, men med en fisker, som hun kendte. Jeg kunne komme med på fiskeri den næste morgen og stillede i havnen før solopgang. Fra en lille dæksbåd uden styrehus trak vi mange hundrede meter garn op og jeg hjalp efter fattig evne med at pille fangsten ud og rede garnet op. Det resulterede i sølle to kurve fisk, der skulle fordeles mellem de to fiskere. De to kurve indeholdt alt fra jomfruhummere over højryggede middelhavsfisk til to ottearmede blæksprutter, der forsøgte at undslippe over rælingen indtil de blev brutalt klasket mod dækket. Der var også en stor sepiablæksprutte, der skøjtede henover dækket med samme lyd som en af de vandraketter, man kan lave af en plasticflaske. Jeg fik en af de ottearmede med som tak for min beskedne indsats. Den repræsenterede en ganske pæn procent af det samlede udbytte.

Thyborøn.  Da jeg flyttede til Vestjylland i 1978, og første gang så Thyborøn, var der billeder fra Ampolla, der gled gennem mit hoved. Stedet her osede også af uudnyttede muligheder. Jeg behøver vel ikke at beskrive dem?

Men hvad sker der så i de følgende år?

Ampolla så jeg igen i 2005. Vores lille hus med åben brønd og uden toilet var væk. Stedet var svært at identificere, for hele området var fyldt med sommerhuse. Havnen var stadig fiskerihavn med de samme beskedne både,  men nu lå der tre spændende fiskerestauranter og et par tapasbarer – alt sammen  yderst velbesøgt. Tæt ved havnen var der bygget et skaldyrcenter, der udnyttede de rige forekomster i det lave vand udenfor floddeltaet. Stedet leverede mest til supermarkeder og restauranter, men havde også detailsalg. Det var så velbesøgt at man måtte trække et nummer og så gå og betragte herlighederne i lang tid før det blev ens tur. Alt her blev solgt levende. De mange typer muslinger, østers – ja selv jomfruhummere og rejer.

Thyborøn – ja når jeg kommer der nu, glæder jeg mig over alt det, som iniativrige folk har fået i gang i byen. Men der mangler lige det sidste for mig – den fulde kulinariske udnyttelse af de langt større ressourser af fisk og skaldyr, som Thyborøn råder over sammenlignet med Ampolla. Overalt i Spanien og Frankrig – selv langt inde i landet – kan man få friskkogte – ikke optøede – muslinger og rejer. Rejerne kommer ganske vist helt fra Nicaragua, hvorfra de bliver fløjet friskkogte og fordelt til fiskehandlere og supermarkeder til ufatteligt lave priser – nok ikke bæredygtigt på lang sigt.  Moules frites, som man kan få i næsten enhver fransk restaurant, er en ret der skulle ligge lige til højrebenet i Thyborøn. Det er simpelthen muslinger, friskkogte i en grøntsagesfond og serveret med gode fritter til. I frankrig sælges specielle gryder til formålet med et højt låg. Når gryden sættes på bordet, kan låget sættes ved siden af og bruges til at putte skallerne i. Nej, det er ikke indviklet at lave for et spisested. Fonden laver man i en stor portion ved at stege revne rodfrugter og hakket løg i bunden af en gryde, hælde letsaltet vand på og give det et opkog. Når en kunde bestiller en portion, kan man øse en sjat fond op i serveringsgryden, hælde en håndfuld muslinger i og give det et opkog til muslingerne har åbnet sig. Hvis gryden ikke er af metal, kan man endda sætte den i en mikroovn. Fritterne har man jo nok allerede til andre formål. Når man så tænker på at man har nogle af Europas bedste muslinger for hånden i Limfjorden, så er det bare om at komme i gang. Tyske turister ville elske det, og danskerne kunne vel lære det? Og hvad med at begynde med at udnytte vores fremragende dybhavsrejer lidt bedre? Sommetider fryses de største af disse ukogte, da japanerne holder meget af dem. Vi må nøjes med at optø nogle af mellemstørrelse, der har ligget kogte og frosne i kortere eller længere tid. Jeg har slet ikke lyst til at fortælle om alt det som de mindste af dem bliver udsat for, før de ender som de næsten smagsfrie og gummiagtige pillede rejer, som er dem vi oftest udsættes for. Hvorfor ikke bruge nogle af de store, friskkogte, i et luksusstjerneskud (med hjemmelavet remoulade)? Og hvad med alle de spændende fiskearter, som næsten aldrig serveres?

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat. Jeg vil holde op med at spille spørgeJørgen før jeg får smæk og bliver lagt i seng.

Jeg vil vende tilbage til de to byer så tit jeg kan, og er spændt på, hvad jeg får at se.