Nytårstorsken II

Jeg var nytilflyttet til Vestjylland med byboens drøm om at få et indkig i landbrug og fiskeri. På et tidspunkt fik jeg en fiskeskipper, Gerhard Jürgensen,  som genbo. Jeg bad ham, om jeg måtte komme med ham på fiskeri engang. Desværre var han ofte afsted i ugevis, og det var ikke forenligt med mit arbejde eller min tendens til søsyge. En enkelt dag kunne jeg stå igennem ved hjælp af medikamenter og viljestyrke, men en uge?

Landkrabben til havs

Så et år havde det været dårligt fiskeri omkring jul. Der var meget få torsk, priserne var skyhøje og nytårstorsken var truet. Gerhard mente, at der var fornuft i et endagestogt og jeg fik lov at være med.

Jeg stillede i Thyborøn havn klokken fire en frostklar morgen med beskeden vind, og blev budt på kaffe og rundstykker under dæk. Medens jeg sad der, lagde kutteren fra land og gik ud i Thyborøn kanals krappe bølger. Kombinationen af kaffe, petroleumslugt og bølgegangen bragte mig op på dækket øjeblikkelig, og der blev jeg resten af turen, indenfor eller udenfor styrehuset. Der var 4-5 timers sejlads før garnene blev sat. Imens fik jeg en introduktion til kutterens navigationssystemer og så fiskestimer på ekkoloddet. Fremme på det planlagte sted satte vi så endeløse rækker af garn med den glædefyldte forventning stenalderhjernen har til den slags aktiviteter. Så fulgte en lang ventetid med frokost og lediggang.

Spillet om torsken

Rundt om os, men ikke synligt, lå adskillige andre kuttere i samme ærinde. Over radioen blev der talt sammen, men med et ordvalg, så man kunne sløre både sin position og sine hensigter. Henimod den planlagte tid for at tage garnene op, blev radiomeddelelserne knappere og mere slørede. Gerhard ventede på at der var nogen, der begyndte at hale op, så han kunne få en fornemmelse af, hvordan fiskeriet var. Så begyndte det at lyde over radioen: der er ingen fisk. Gerhard vidste, at det kunne være løgn, men efterhånden som flere og flere gentog den samme besked, mente han, at der nok var noget om det. Flere kuttere meldte at de var på vej hjem, men Gerhard vidste, at strømmen derude ville vende lige efter mørkets frembrud og satsede på , at det ville give fisk. Da vi begyndte at hale ind, var alle de andre på vej hjem.

Triumf

Så begyndte løjerne. Garnene blev halet ind med det, der for en udenforstående så ud som ufattelige mængder torsk og andet godt. Selv en stor sort hummer var der også. Gerhards folk virkede ikke som nogen, der havde været i gang fra fire morgen. Der blev taget fisk af garnene, de blev sorteret og renset i et utroligt tempo, mens jeg så måbende til. Der var god stemning under sejladsen hjem, og da vi landede fiskene lidt over midnat på Thyborøn Samlecentral og fik at vide, at der næsten ingen torsk var kommet ind den aften, så blev alle en smule større at se på. Jeg kørte glad hjem med min egen nytårstorsk i bagagerummet.