KANARISK FISK

Kartoflen, som vi tænker er noget af  det mest danske, kom med Columbus fra Mellemamerika. Han satte den af på de Kanariske øer, hvor man lærte sig at dyrke den. Derfra bredte den sig langsomt i Europa. Danmark var et af de sidste lande til at dyrke den. Der måtte indføres tyske landmænd (Kartoffeltyskerne) til Jylland for at få de genstridige danskere overbevist. Mange vigtige nationale milepæle skyldes indvandrere, jvf. SAS-reklamen.

I kartoflens europæiske hjemland koger man kartofler med skræl på i en stærk saltlage. Det trækker vand ud af kartoflerne og giver en fyldig smag. Saltet trænger ikke ind i kartoflen, men efterlader et fint saltlag udenpå den rynkede skræl. (kartoflen skrumper lidt i processen).  Skrællen spises med, og smager herligt med det fine saltlag. Det er ikke nye, vandede kartofler man behandler sådan!

Kanarierne spiser ofte disse kartofler med en herlig rød sauce - mojo, og nogle af vores venner overraskede os en gang ved at servere varmrøget laks med mojo.

Den vildlaks, jeg skrev om i indlægget 21/4, havde også en hale. Halestykket befriede jeg fra skindet uden at fjerne rygraden. Dette lækre stykke gned jeg ind i salt mens jeg lavede mojo:

Ingredienser: Tre små snackpebre, tre fed hvidløg, hvidvins- eller æbleeddike, olivenolie, spidskommen, lidt daggammelt hvedebrød, salt, eventuelt røget paprika.

Fremgangsmåde: Pebrene skal helst grilles så skindet bliver brændt. Det giver en let røget smag. Hvis pebrene bruges friske kan man eventuelt sætte lidt røget paprika til. Jeg brændte pebrene med en blæselampe. Så skraber man det forkullede skind af og fjerner stilk og kerner. Pebre, hvidløg, en pæn sjat olivenolie, og en beskeden mængde eddike blendes og tilsmages med stødt spidskommen og salt. Hvis pebrene er meget lyse, kan der tilsættes sød eller røget paprika. Så blendes brødet i til konsistensen er passende og mojoen er klar.

Så stegte jeg laksen i en blanding af smør og olivenolie ved god varme indtil temperaturen ved rygraden var 60 grader. Så hvilede den mens min hustru spiste de østers, vi havde hentet i fjorden om eftermiddagen. Selv tåler jeg desværre ikke østers, så jeg fik et ekstra glas vin imens.

Vinen? Ja det var et eksperiment. Vi havde tidligere fået et en dejlig New Zealandsk rose´vin. Da vi researchede den lidt, viste det sig, at de havde lavet den ved at blande deres færdige sauvignon med en smule pinot noir. Vi ville gerne have rose´ til fisken, men havde ikke den rigtige på lager. Vi havde derimod købt et større parti af en dejlig (og billig) sauvignon fra Sydafrika. Desuden havde vi nogle flasker pinot noir fra Chile. Jeg lavede en lille prøve af sauvignon:pinot noir, 3:1, og den blev så vellykket, at vi lavede den i 3 liters skala, og har nydt den ved flere lejligheder.

Advarsel: Lav ikke eksperimentet med fyldigere og mere garvesyreholdige rødvine. Resultatet smager slet ikke som rose`.