torsdag den 7. maj 2020

EN HEL KRABBE



Her ligger en kogt krabbe efter at jeg har revet kløer og ben af, samt slået nogle revner i underskjoldet og revet kroppen i to halvdele. (den opmærksomme læser ser tre kløer, men den ene stammer fra en anden krabbe)

De to stykker kropsdele ser ikke særlig indbydende ud, hvis man ikke vidste bedre. Det brune snat er faktisk det, som kendere synes er det allerbedste. Det kan samles fra begge stykker med en teske. Samtidig er der nogle forskellige ureelle stumper kød, som jeg lader gå med i denne pulje. Det kan spises som det er af de hårde nysere, men jeg plejer at røre det op med aioli. Denne gang brugte jeg dog mayonaise og revet peberrod. (kan anbefales).

Så knækkede jeg kløer og ben og pillede kødet fra. Det er smukt og hvidt. Fra benene bruger jeg kun det øverste tykke led.

Underkroppen, hvor benene før sad fast, bærer også gællerne. Dem rev jeg af og skyllede bryststykket. Det så sådan ud:


Brystet indeholder rent kød. Det er dog opdelt i rum, så det er lidt besværligt at få ud. Man skærer brystet i passende stykker og rager kødet ud med en spids urtekniv. Det fortryder man ikke, for det er krabbens lækreste kød - bedre end det grovere klokød. Og der er mindst lige så meget som i kløerne.

Brystkød, klokød og benkød anvendes sammen. Der er en pæn skålfuld fra en enkelt krabbe. Jeg blandede det med hakket rød peber, bladselleri og citronthimian. En beskeden mængde af en marinade af hvidvin, citronsaft, salt og lidt sukker hældte jeg over.

Sammen med min hustrus  hjemmelavede knækbrød, gav det en forret mere end rigeligt til to personer.


Er det ikke madspild af allerværste art, hvis kløerne var blevet revet af krabberne og mere end to tredjedele af det spiselige smidt overbord?

I dag var jeg i Lemvig havn for at slibe en skibsmast. Fra en af de små fritidsfiskerbåde kom en mand med en kurvfuld hele krabber. Jeg spurgte ham: Spiser du hele krabben? Og han svarede: Ja det gør jeg da! 

Er fornuften ved at sejre?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar