torsdag den 27. august 2020

GAMLE KLUDE


Ropas viejas -  gamle klude, er et Cubansk modstykke til biksemad. En måde at anvende hvad man har.

Min hustru var til møde, og jeg skulle kun lave mad til mig selv. Ikke videre inspirerende at sidde selv uden de bragende klapsalver fra partneren. Hvad gør man så?

Man dykker ned i kummefryseren. Ned i det allerdybeste. Hvis man er i det humør, bruger man ikke iltflasker - man dykker fridykning helt ned til bunden.

Det første jeg fandt var en boks med kogte linser. Min datter havde lavet dal (indisk linsesuppe) og for at glæde mig havde hun taget nogle linser fra inden de kogte ud. Sådan kan jeg bedst lide dem. Dem bragte jeg op til overfladen.

Så fandt jeg en pose med nogle stumper af  Madeiras klipfisk - en saltet og tørret dybhavshaj, omtalt i et indlæg 15/1-2020. De var udvandede og klar til brug. Helt oplagt ingrediens.

Vel opsteget fra fryseren fandt jeg i hjemmet både en rød peber, en stump porre, løg og hvidløg. Så var aftenen reddet.

Mellemøsten, tænkte jeg. Helt og komplet forfalsket. Jeg sauterede løg og hvidløg, og satte peber og porre til sidenhen. så fik det et skvat hvidvin, lidt sennep, spidskommen og lidt sumak. Det sidste er et syrligt krydderi, så hvis man ikke er ude på at profilere sig, bruger man citronsaft i stedet (eller havtorn, hvis man vil blære sig i en anden retning). Så satte jeg et par kviste frisk timian til for at hædre min bortdragne hustru, der nu har fået liv i timianen igen. Da det havde varmet lidt, kom linserne og fisken i, og det blev lige varmet op.

Det smagte næsten ikke dårligt, og er sikkert lige ved at være sundt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar