torsdag den 20. august 2020

BERGGYLTER

 

Helt almindelige fisk og masser af krabber har jeg haft på bordet denne sommer, så det var rigtig belejligt da de ringede fra Iversenfisk og tilbød mig 3 kg Berggylter.

Berggylten tilhører de såkaldte læbefisk. Den har aldrig været særlig populær i Danmark, men i Middelhavslandene er dens slægtninge højt værdsat.

Disse tre var store! De vejede faktisk over fire kilo tilsammen. Altså tre flotte familiemåltider. Men hvad skal de bruges til?

Berggyltens kød er meget lækkert og har bladstruktur når det er tilberedt. Omkring disse blade er der rigeligt med bindevæv, der giver fyldig smag. Når de store skæl er fjernet er skindet fint og velegnet til stegning og grillning. Den største af de tre skal bare saltes og gnides med olie og så på grillen.

Fileter (selvfølgelig med skindet på) er også velegnet til grill eller pande, eller de kan marineres i en citronbaseret marinade og varmes forsigtigt i ovn eller mikroovn.

Det er faktisk en særdeles anvendelig fisk, der burde ligge og lyse op hos fiskehandlerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar