mandag den 16. marts 2020

BEDER OG KLIPFISK



Sådan ser resten af vores bladbeder ud, efter at jeg vandaliserede dem for nogle dage siden.

Vi havde dagen i forvejen fået en klassisk fransk klipfiskeret: klipfisk med spinat. Helt enkelt: Et lag frisk spinat i et fad, klipfiskestrimler ovenpå, endnu et lag spinat og så et lag af tyndskivet smør med godt med rasp ovenpå. Så i en 200 grader ovn til raspen er gulbrun.

Smagen er dejlig ren. Der er jo heller ingen forstyrrende ingredienser, men der går rigtig meget frisk spinat til, for det svinder ind til ingenting. Hvis man ikke ligger inde med udvandet klipfisk, kan retten fint laves med strimler af en fast fersk filet af torsk, sej eller lignende.

I disse dages isloationsfængsel må vi prøve at udnytte alle tilgængelige råvarer, så jeg gik i køkkenhaven med en kniv og tog alle de mindste blade og spædeste stængler af beden.

Bladbeder er i familie med spinat. Bladene kan godt minde en del om spinat, men som Camilla Plum skriver i sin fremragende grøntsagsbog: Bladbeder er, uanset hvordan man vender og drejer det, sjovere at dyrke end at spise. Jeg selv bruger stykker af stænglerne i wokretter, hvor de giver et dejligt knas, uden at bidrage væsentligt til smagen.

Jeg vidste altså godt at jeg ikke fik den fine spinatsmag frem. Til gengæld giver de heller ikke den kendte oxalsyrefornemmelse på tænderne.

Jeg skar bladene og de spæde stængler i strimler og lavede retten som tidligere. For at kompensere for den lidt fade bedesmag, dryssede jeg nogle knuste madagascarpebre over fisken og dryppede med citron.

Det var ok, men så heller ikke mer! Nu har jeg så stadig en pose beder, som jeg har lidt svært ved at få anvendt.

I den kommende tid har jeg tænkt at låne bloggen ud. Den vil så blive brugt til tips om, hvordan man kan udnytte madvarerne på nye måder, hvis hylderne i supermarkederne skulle blive tomme.

1 kommentar:

  1. Prøv 'Chardy Cheese' . Beder er en af mine favoritter!
    https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2012/aug/24/chard-recipes-hugh-fearnley-whittingstall

    SvarSlet