mandag den 23. marts 2020

GRØNNE RESTER




I går indgik ingen rester i vores aftensmåltid. Vi fik svinekæber i madeirasauce med et dejligt ovnstegt blomkål til efter Rasmus Bredahls opskrift. (find den på hans facebookside). Den blev ikke så flot som hans.

Til gengæld blev der næsten halvdelen til overs, både af svinekæberne og blomkålen, så hvad nu? Jo, vi tænker os at koge lidt selleri og så purere blomkål og selleri sammen. Måske krydre det blidt, så får vi variation fra i går, og noget til at opsuge den herlige madeirasauce, som der blev meget til overs af.

En rest kogt grøntsag er ikke den mest sexede rest. Men hvis man har undladt at koge den for meget, så den stadig har noget friskhed,  kan man marinere den. Til rester af grønne bønner eller broccoli bruger vi ofte en marinade af soya, olie, citron, hakkede løg og tørrede tomater. Vi er så glade for denne salat at vi ofte koger bønner bare med dette formål.

I forrige indlæg nævnte jeg anvendelse i gratin og revuelta.

En yderliger mulighed som vi ofte bruger på broccoli er at dække grøntsagerne med revet mozzarella og parmesan og sætte dem i en varm ovn til osten er smeltet og brun i kanten.

Kartoflerne har jeg gemt til sidst. Rester af faste kogte kartofler er særdeles anvendelige. Spansk tortilla er en af mine favoritter, men jeg må indrømme at den bliver bedst, hvis kartoflerne er friskstegte. Det er sammenpisket æg, fyldt til bristepunktet med stegte eller kogte kartoffelskiver og så stegt langsomt på pande eller i ovn. Find en af opskrifterne på nettet, men vælg en hvor der bruges løg!

Min tyske veninde Agathe laver en dejlig kold kartoffelsalat. Marinaden er hakket løg, eddike, salt, sukker, krondild, peber (jeg bruger madagascarpeber) og timian. Eddiken skal doseres varsomt. Heri skives de kogte kartofler, og salaten står nogle timer.

Mens vi er i Tyskland, så laves der i Nordtyskland de bedste (og mest kalorierige) braskartofler. De bruger hakket fed bacon (i Tyskland kaldet bauchfleisch), som steges sprød på panden. Nogle steder steges så en smule hakket løg med, inden kartoffelskiverne hældes ned i den rigelige baconfedt og steges brune. Når man tager kartoflerne fra panden, bliver der heldigvis en masse fedt tilbage, ellers ville disse kartofler være strengt forbudt af sundhesstyrelsen.

Dette var enden på min systematiske gennemgang af "Rene" rester. Ofte står man med rester af hele, blandede retter. Så må fantasien i sving for at genoplive dem til noget, der vækker glæde. Jeg vil prøve om jeg kan give nogle eksempler i den kommende tid.

God genbrugslyst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar