fredag den 6. marts 2020

SALTFISK




 I dag fik jeg en gave. Jekafisk i Lemvig forærede mig kvit og frit ti kilo saltfisk.

Saltfisk er kraftigt saltede torskefileter. De adskiller sig fra klipfisk ved ikke også at være tørrede. Saltningen trækker meget vand ud af fisken og ændrer også kødstrukturen, så de minder en del om klipfisk, og bruges på samme måde.

De er mildere i smagen, og lige knap så faste som klipfisk, og er på den måde en god begynderklipfisk.

Saltfisken laves hovedsagelig udfra stillehavstorsk, der er billigere end den atlantiske, og bliver dermed billigere end klipfisken.

I Andalusien hvor jeg lige har været, ser det ud til at saltfisken helt har fortrængt klipfisken. Jeg ville have haft en hel klipfisk med mig hjem, men fandt ingen. Så blev der plads til en serranoskinke i stedet.

Jeg har allerede lagt tre store fileter til udvanding. Haleenden er brugbar efter et døgns udvanding. Dem tykkeste tage næsten tre døgn med vandskift to gange dagligt. Det er ikke fastfood! De udvandede stykker fryser jeg ned og bruger lidt ad gangen.

Så må vi se, hvad kokken finder på. Halestykkerne kommer nok til at indgå i klipfiskekroketter, som er stærkt efterspurgt hos børn og børnebørn.


1 kommentar: