lørdag den 8. marts 2014

Stenbideren er sprunget ud

 
 
Stenbiderblues.  Denne vinter har jeg frygtet for en af mine vigtigste forårsbebudere: Stenbideren.
I snart mange år har et af mine elskede forårsritualer været en tur til Torsminde for at hente drægtige stenbiderhunner - grise, som de kaldes her på egnen på grund af udseendet.
De sidste to forår har forårsfangsterne været ringe og priserne meget høje, og så fandt WWF (World Wildlife Foundation) pludselig ud af at anbringe stenbideren på en liste over truede arter, som den bevidste forbruger bør undgå.
Det er specielt ærgerligt, da det stærkt truede kystnære fiskeri dermed mistede endnu en af sine indtægtskilder
.
Den truede stenbider. WWF rødlister arter ud fra flere kriterier. Dels selvfølgelig om arten er truet, men også om den fiskes med bæredygtige metoder. Der er ingen undersøgelser, der har vist at stenbideren er en truet art. Det er udelukkende et trawlfiskeri ved Grønland, der har bevirket rødlistningen. Trawlfiskeri anses for at være den mest miljøødelæggende fiskemetode.  Den rogn, der kommer fra dette fiskeri bruges udelukkende til konserves. Den friske stenbiderrogn kommer fra fisk, der er fanget på helt lavt vand i garn, og den kan indtil andet er bevist købes og nydes med den reneste samvittighed.
 
Er der stenbidere i år? For et par uger siden sad jeg i Eckernförde havn og spiste min medbragte mad, da jeg så et opløb omkring en meget lille fiskerbåd. Det viste sig, at den var fyldt med stenbidere af begge køn. Skipper stod og flåede og solgte hannerne, mens hunnerne lå gemt hen i en krog. Jeg købte tre af dem for 1 eu/stk. Han vidste godt, hvad de skulle bruges til, men det var der åbenbart ingen af hans kunder, der gjorde.
Vi begyndte at spekulere i, om vi kunne servere stenbiderrogn til vores barnebarns dåb, da en fisker ringede til mig, om jeg var interesseret i stenbiderrogn. Jeg fik forærende tre grise med tilsammen 2.8 kg rogn i, så nu var barnedåben sikret.
På en tur til Torsminde sidste onsdag fik jeg så set, at der er rigelige fangster i år - så store, at nogle fiskere undlader at fiske efter dem på grund af lave priser.
 
Støt de kystnære fiskere. Nyd den friske stenbiderrogn nu mens det er sæson, og drop så den konserverede, som jo heller ikke er noget at skrive om.
Hvis man ikke kan undvære produktet udenfor sæsonen, så brug i stedet den kaviar, der laves af tang, eller hvad med lidt af den ægte danske kaviar, der kommer fra opdrættet stør.