lørdag den 29. december 2018

TO FISK DER UNDGIK FISKEMELSFABRIKEN




Lige før jul besøgte jeg fiskevognen i Bisserup havn for at lade mig friste af Lars Birgers fine udvalg.

Blandt de røgede fisk lå der en dejlig hestemakrel og en anden, som jeg ikke kunne identificere på stedet. Begge endte i min indkøbspose.

Den ukendte viste sig at være en Glyse. Det er en lille torskefisk, som er ret almindelig i danske farvande. Den er ikke ret stor - mit eksemplar var nær ved den rapporterede max. størrelse. I almindelige opslagsværker betegnes den som industrifisk.

Dens fine kød smagte fint røget, og jeg er sikker på at stegt glyse vil være godt, da den lever hovedsagelig af krebsdyr, så hvorfor i alverden skal den ende i fiskemelsindustrien og fodres i svin eller burlaks, med stort tab af protein og miljøbelastning som sidegevinst.

Hestemakrellen fik jeg ikke smagt. Den overtog min datters familie, men den må også have været fin. En grillet hestemakrel jeg fik serveret på en baskisk restaurant var en af mine store fiskeoplevelser.

Hestemakrellerne sender danskerne samme vej som glysen.

Hvis man nu gav sig til at spise glyse og hestemakrel, eller mange af de andre fiskearter, som man nu misbruger på det skammeligste, så kunne man måske spare bæredygtighedspoint sammen, så man kunne tillade sig  et lille stykke oksekød ved særlige festlige lejligheder.

søndag den 9. december 2018

LUFTTØRRET ØRRED revisited




I et tidligere indlæg har jeg skrevet om den dejlige lufttørrede Bisserupørred

Ved en julefrokost i går serverede jeg den igen med dampet spinat til, og så havde jeg pludselig en besynderlig deja-vu oplevelse, og nu ved jeg en af grundene til at jeg er så glad for den vare.

I min barndom havde jeg sammen med min kammerat Torben fiskeret til et stykke af Varde Ås øvre løb, her kaldet Grindsted Å.

En dag havde Torben fanget en dejlig regnbueørred på næsten et kilo. Den var flot rød i kødet, og vi blev enige om at prøve at kopiere røget laks, som dengang var en dyr og sjælden spise.

Torbens far var overlæge på Grindsted sygehus og boede i en kæmpestor ældre overlægebolig i flere etager. I stuen var der en åben kamin med skorsten helt op gennem huset. Oppe på loftet var der en renselem i skorstenen, og her hængte vi ørreden og tændte en forsigtig ild i kaminen.

Vi vidste at røgen skulle være kold, men vi mestrede ikke rigtig at få det til at ryge samtidig med. Resultatet efter mere end et døgn var, at ørreden var mere tørret end røget.

Det smagte pragtfuldt, og vi gik og skar af den og spiste den som slik.

Vi vidste ikke, at vi havde vi havde gjort en vigtig opdagelse og glemte det igen - indtil næsten 60 år senere.