søndag den 28. april 2019

FISKESVÆR


Der er blevet klaget over at der ikke i min klipfiskebog er opskrift på det sprødstegte klipfiskeskind, jeg serverede på Lemvig Gymnasium og ved min bogreleaseevent.

Det stegte skind er jeg først begyndt at lave efter at bogen var færdigskrevet. Verden går jo ikke i stå, selv efter en så vigtig begivenhed som en bogudgivelse!

Så her lidt om emnet:

Der er meget på en torsk der i dag smides væk. Hovedet, som jeg har skrevet om tidligere. Svømmeblæren, som jeg vil skrive om næste gang. Og skindet som jeg skriver om nu. Brug af sådanne sager må da give et lille positivt bidrag til klodens økonomi og overlevelse.

Skindet, som kan anvendes til at lave fiskesvær af, kan komme fra udblødt klipfisk, fersk torsk eller andre fisk. Det er ret få, der ikke kan bruges i denne sammenhæng.

Jeg skar klipfiskeskindet i strimler og friturestegte det to gange. Første gang til det lige akkurat havde taget farve. Efter afdrypning fik det så anden omgang til det var gyldent og sprødt. Hvis skindet er helt udvandet kan det saltes en smule inden stegningen, men pas på - skindet skrumper meget under stegningen, det gør saltet ikke.

For et par dage siden så jeg en video lagt på facebook af Clausens Fiskehandel i Aarhus. Her stegte de hele torskeskind i ovn. De blev gnedet med olie og drysset med lidt salt og lagt på bagepapir i en 200 grader varm ovn (varmluft?). De er færdige når de er gyldne og sprøde.

Fiskehandlerne  producerer store mængder fiskeskind når de laver fileter af torsk. Måske kan man lokke det fra dem.

Selv om disse detaljer ikke kan læses i min klipfiskebog, så er den alligevel værd at investere i!

Bestil den på: nielsjacobsen46@gmail.com
pris: 150 kr + porto 50kr.  Bogen sendes, når pengene er indbetalt på Mobilepay: 30826398