FORÅRSFISK

 

Forårsritualerne: For en fiskeelsker, er der mange glæder allerede i det tidlige forår. Den første: Stenbiderrognen, har jeg allerede skrevet om i det foregående indlæg. Siden da har vi spist løs og foræret væk af de rigelige og i år særdeles prisbillige ressourcer. Ved mit seneste havnebesøg i Torsminde, fik jeg i øvrigt at vide, at der ikke har været så mange stenbidere på vestkysten i år. De er mestendels trukket ind i de indre farvande.

 

Tørfisk: Så købte jeg i stedet lidt isinger til tørring. Sært nok er denne, ellers lidt kedelige fisk, den bedste til det, jeg sommetider kalder vestjysk serrano. Tørfisken smager pragtfuldt til en øl, et glas hvidvin eller tør sherry. Meningerne er delte, for det lugter jo af fisk, men serranoskinke er jo heller ikke helt lugtfri. Børn, der ikke er blevet påvirket af deres forældre, kan næsten alle lide det.

 

De er lette at lave. Et snit i nakken af isingen, og hovedet trækkes af med vedhængende indvolde. Så drysses de over med salt lagvis i en balje og trækker til dagen efter. Herved fjernes en del vand.  Saltmængden er en smagssag. Dem på billedet har fået for meget efter min smag. Så snøres de sammen to og to ved halen med elstrips, ståltråd eller elastikker, og hænges så ud på en tørresnor i det forhåbentlig tørre og gerne blæsende forårsvejr. Her hænger de til de er pindtørre, så skærer jeg hale og finner af og lægger dem i fryseren. Så bremses iltningen, og man undgår misfarvning og harsk smag.

 

Den første tørfisk nydes, når man første gang kan sidde opad en solbeskinnet mur uden at fryse for meget. Så sender man partneren ind efter to øl, mens man trækker skindet af begge sider på fisken og skærer fileterne fra benene. Det er man mirakuløst lige blevet færdig med når øllet ankommer, og lykken er nu fuldkommen.

 

Tunger. Hvis man så samme dag har købt to af forårets tunger til aftensmaden, så er man en meget heldig person. Tungerne flåes, begyndende med haleenden, vendes i mel og steges med rogn og det hele i rigeligt smør til de er flot brune på overfladen, og så henter man sin bedste og fyldigste hvidvin frem fra kælderen, hvis man da ikke hellere vil have en beaujolais eller en pinot noir til.

 

Den lidt mindre heldige går ud et par age efter og tager to delvist tørrede isinger ned af snoren, damper dem, og serverer dem med kogte grøntsager og smør til. Alternativt røger man dem og spiser dem varme.

 

Alt dette mens vi går og glæder os til sommerfiskene