onsdag den 21. september 2016

BLÆKSPRUTTER OG KARTOFFELSALAT

 

Ankommet til Kroatien efter rejse langs Donau gennem Tyskland, Østrig og Ungarn, hvor vi troede at vi kendte køkkenet, var vi spændte på, hvad det indre Kroatien kunne byde på.

Aureafest: Vi var så heldige at komme til Pozega på den første dag i den femdages Aureafest. Det er hele Aureadalens fest og omfatter folkedans og -musik. Præsentation af lippizanerheste (opdrættes i nabobyen) og vin lavet på gracevinodruen, som er en variant af welchriesling, som i dette område giver helt vidunderlige hvidvine. Nå, men maden var ikke bemærkelsesværdig, så vi koncentrerede os om vinen.

Næste dag, efter at have kørt igennem sønderskudte områder op til den bosniske grænse, kom vi til en by med et vejkryds og en fiskerestaurant (inde midt i landet). Det burde have advaret os - det gjorde det ikke. Stedet var tillidsvækkende. Her fik vi ottearmede blæksprutter i kartoffelsalat for første gang.

Hobotnic hedder de ottearmede i Kroatien, og salaten er en virkelig kroatisk standard. Jeg tror, at jeg fik den fire gange under vores ophold, så god var den. Kartoffelsalaten er meget tæt på en, som vores sydtyske venner laver, og jeg kom til at tænke på, hvor mange gode forretter man kunne lave med den som udgangspunkt. I stedet for kogte blækspruttestykker (otte- eller tiarmede) kunne man bruge: krabbekød, klipfisketern, røgede laksetern, muslinger, kogt skinke og meget mere.

Kartoffelsalaten er meget simpel at lave: Kogte kartofler skæres i skiver, der skæres over i endnu mindre enheder. De blandes med en god olivenolie og smages til med eddike, salt, peber og de krydderurter, man har lyst til. Hakkede løg, kapers og andet godt kan tilsættes efter behag.

I Sydtyskland har de en eddikeblanding, som har lige den rigtige saltmængde, samt en god urteblanding. Den hedder Gurkenmeister og må give nogle aldeles pragtfulde syltede agurker. Den giver i hvert fald en meget fin kartoffelsalat, og er en dementi af, at industrielle produkter altid er af det onde.

En kort konklusion: Vores tyske venindes kartoffelsalat har startet sin invasion af Vandborgegnen, med uforudsigelige følger!