tirsdag den 30. januar 2018

TID FOR TORSKEROGN




Sæsonen for torskerogn er for længst begyndt, men jo længere man venter, jo bedre bliver den, hvis man godt kan lide at de enkelte æg er store.

Et vinterhøjdepunkt for mig, er at koge sådan et par "bukser" pakket ind i stanniol eller bagepapir. Køle dem af, skære dem i skiver, vende dem i mel og stege skiverne i smør. Serveret med hjemmelavet remoulade eller en anden syrlig sauce på godt rugbrød, er det ægte dansk gastronomi, men dette her kender de fleste godt.

Røget torskerogn er en lidt nyere ting i Danmark, og fortjener lidt overvejelse.

Iversenfisk var så venlige at forære mig en prøve af deres nye røgede torskerogn, og pointerede, at den var kogt inden røgningen. Ofte kan man købe en vare, hvor det er den rå rogn, der er røget.

Min erfaring med den rå røgede er, at den som regel er ret hårdt røget for at få røgen til at trænge gennem hinder helt ind til centrum. Det sidste lykkes ikke altid, så det indre er halvtflydende og med en rå smag, der ikke klæder det rigtigt. Til gengæld smager de ydre lag fint frisk, omend ofte lidt for røget for min smag.

Den forkogte vare var meget fint og blidt gennemrøget. Smagen var perfekt. Det må man så betale med en lidt tørrere rogn - fair nok. Det kan man så kompensere for med en dressing eller sauce som den, der bruges til den almindelige rogn, som jo egentlig også er til den tørre side.

Taramosalata:  Denne græske salat blev oprindelig lavet på tørret og letrøget multerogn. I dag laves den på røget torskerogn, især fra sverige, der også bruger denne rogn til et lokalt tubeprodukt kaldet kaviar. Jeg selv laver ofte en variant med fersk rogn, men fik lyst til at lave den med den nye røgede. Prøv selv begge dele og døm!

Taramosalate i følge Jacobsen (alle grækere bør springe over her):

Ingredienser: (stor portion) 250 g kogt eller røget torskerogn, et halvt løg hakket fint, et stort fed hvidløg hakket fint, 1 dl olivenolie, 1/2 dl æbleeddike, salt, lidt æblejuice.

Fremgangsmåde: Rognen befries for hinder og den røres sammen med løg, hvidløg, olivenolie og eddike. Der smages til med salt og æblejuice, og blandingen står helst nogle timer i køleskabet inden den serveres med hakkede sorte oliven eller kapers til på friskbagt eller ristet brød.


mandag den 15. januar 2018

I HOVEDET PÅ EN TORSK




Otolither eller øresten indgår i mange dyrs hørelse. Hos torskene er de store og smukke.

Jeg havde længe planlagt at lave et smykke med øresten fra torsk. Jeg havde samlet stumper fra en sølvske med Københavns byvåben og fra en filigranbroche, og havde fået filet og loddet det meste. Jeg skulle bare slibe ørestenene matte og lime dem på.

Det gik jeg i gang med lige efter jul. Og så knækkede den ene sten.

Så ringede jeg til vores lokale fiskehandler. Jo han havde skam torskehoveder. Da han ikke ville have penge for dem, tog jeg for en sikkerheds skyld to store hoveder, og så var aftensmaden også sikret.

Min svigermoder, der var en økonomisk husmoder, serverede som yngre ofte torskehoveder, for, som hun sagde: Der sidder det bedste kød. Det skal tilføjes, at de var ikke gratis dengang.

Det er de nu i vort forkælede samfund, hvor kun minkene får glæden af det fine kød.

Der var alt for meget til to personer. Hele nakken var i behold, og "vingerne" med. Sidstnævnte skar jeg fra og frøs ned til en senere fiskesuppe. Resten af hovederne minus gællerne blev kogt og serveret med baconterninger, smeltet smør, sennep og rødbeder til. På nedenstående billede ses kødmængden fra det ene hoved. Det omfatter delikatesser som nakke, torsketunge (en muskel fra svælget) samt kæbekødet, foruden alt det løse.