fredag den 28. august 2020
torsdag den 27. august 2020
GAMLE KLUDE
Ropas viejas - gamle klude, er et Cubansk modstykke til biksemad. En måde at anvende hvad man har.
Min hustru var til møde, og jeg skulle kun lave mad til mig selv. Ikke videre inspirerende at sidde selv uden de bragende klapsalver fra partneren. Hvad gør man så?
Man dykker ned i kummefryseren. Ned i det allerdybeste. Hvis man er i det humør, bruger man ikke iltflasker - man dykker fridykning helt ned til bunden.
Det første jeg fandt var en boks med kogte linser. Min datter havde lavet dal (indisk linsesuppe) og for at glæde mig havde hun taget nogle linser fra inden de kogte ud. Sådan kan jeg bedst lide dem. Dem bragte jeg op til overfladen.
Så fandt jeg en pose med nogle stumper af Madeiras klipfisk - en saltet og tørret dybhavshaj, omtalt i et indlæg 15/1-2020. De var udvandede og klar til brug. Helt oplagt ingrediens.
Vel opsteget fra fryseren fandt jeg i hjemmet både en rød peber, en stump porre, løg og hvidløg. Så var aftenen reddet.
Mellemøsten, tænkte jeg. Helt og komplet forfalsket. Jeg sauterede løg og hvidløg, og satte peber og porre til sidenhen. så fik det et skvat hvidvin, lidt sennep, spidskommen og lidt sumak. Det sidste er et syrligt krydderi, så hvis man ikke er ude på at profilere sig, bruger man citronsaft i stedet (eller havtorn, hvis man vil blære sig i en anden retning). Så satte jeg et par kviste frisk timian til for at hædre min bortdragne hustru, der nu har fået liv i timianen igen. Da det havde varmet lidt, kom linserne og fisken i, og det blev lige varmet op.
Det smagte næsten ikke dårligt, og er sikkert lige ved at være sundt.
KLIPFISK OG BLÅSKIMMELOST
tirsdag den 25. august 2020
DYBVANDSBOMBER I KØKKENET
søndag den 23. august 2020
GRILLET BERGGYLTE
torsdag den 20. august 2020
BERGGYLTER
Helt almindelige fisk og masser af krabber har jeg haft på bordet denne sommer, så det var rigtig belejligt da de ringede fra Iversenfisk og tilbød mig 3 kg Berggylter.
Berggylten tilhører de såkaldte læbefisk. Den har aldrig været særlig populær i Danmark, men i Middelhavslandene er dens slægtninge højt værdsat.
Disse tre var store! De vejede faktisk over fire kilo tilsammen. Altså tre flotte familiemåltider. Men hvad skal de bruges til?
Berggyltens kød er meget lækkert og har bladstruktur når det er tilberedt. Omkring disse blade er der rigeligt med bindevæv, der giver fyldig smag. Når de store skæl er fjernet er skindet fint og velegnet til stegning og grillning. Den største af de tre skal bare saltes og gnides med olie og så på grillen.
Fileter (selvfølgelig med skindet på) er også velegnet til grill eller pande, eller de kan marineres i en citronbaseret marinade og varmes forsigtigt i ovn eller mikroovn.
Det er faktisk en særdeles anvendelig fisk, der burde ligge og lyse op hos fiskehandlerne.