LAPAS GRELHADAS

en sørgelig historie

 

Lapas grelhadas, grillede albueskæl, har jeg skrevet om tidligere. De små vulkanformede snegle sidder på klipper og høfder fra polarcirklen til ækvator.

De er mest værdsat på øer, hvor klippekysten går stejlt ned og der derfor er knaphed på skaldyr. Det gælder såvel Madeira som Hawaii. De flotteste har jeg fundet ved Saltstraumen i Norge tæt ved polarcirklen og langs kysten af Bretagne. Ingen af disse steder har jeg set den anvendt.

På Madeira for nogle måneder siden lod jeg mig friste. De smagte dejligt af den hvidløgsolie, som de er grillet i, men er ellers ikke så bemærkelsesværdige.

Albueskæl er ret sjældne i Danmark. Derfor har jeg lavet retten med den hjemlige tøffelsnegl, som for blot ti år siden var så almindelig i Limfjorden at man kunne samle til et måltid på få minutter direkte fra stranden. Tøffelsneglen er fyldigere og smager af mere.

Som det ses på fotoet, kan de sidde i lag ovenpå hinanden på sten eller muslinger.

Nordamerikanere er de af oprindelse, og som så mange andre invasive havorganismer startede de i Limfjorden, dog længe før jeg kom til egnen.

De sidste mange år har jeg kun set tomme skaller fra dem. Da jeg inspireret af Madeiraoplevelsen ville give det en chance mere, opsøgte jeg en strand hvor de tidliger fandtes så rigeligt.

Denne strand, hvor der før var enorme sammenhængende muslingebanker med et rigt dyreliv og snørebåndstang og sukkertang, var nu næsten blottet for liv. Kun nogle få stillehavsøsters og ellers en nøgen stenørken.

Dette burde ikke overraske mig. Jeg har jo fulgt Limfjordens og de indre farvandes nedtur. Det blev bare et ekstra stik i hjertet.

Selvom jeg aldrig når at se det vende, håber jeg så inderligt at der må blive gjort noget for at reparere ødelæggelsen af vores havmiljø!